Buddhismen, der er en af de store verdensreligioner, blev grundlagt i Nordindien omkring år 500 f.Kr. af fyrstesønnen Sidharta Gautama, kendt som Buddha Sakyamuni.
Buddhas lære bygger på iagttagelser af menneskets liv og færden. Den lægger vægt på askese, selverkendelse gennem meditation og erkendelse af årsagssammenhængene i tilværelsen.
Buddha prædikede, at det enkelte menneskes handlinger, både de gode og de dårlige, resulterer i fremtidige genfødsler i henholdsvis bedre og dårligere former for eksistens. Dette evige kredsløb af genfødsler opfattes som et fængsel, og kun ved at bryde det mønster af handlinger og tanker, der forårsager det, kan den endelige befrielse, nirvana, opnås.